Graham Greene revisited

Jeg har været en tur i Fransk Congo.

“A Burnt Out Case” af Graham Greene lå i en kasse med bøger fra min fars bogreol. Jeg troede, at jeg havde læst de Graham Greene bøger, der var at læse i hans reol, men ikke denne. Den er fra 1960. Om en mand, der ikke kan føle noget længere. En mand med succes, penge og kvinder. Som har fået nok, ikke mindst af sig selv. Querry rejser så langt væk, han kan komme. Til Fransk Congo. Hvor han slutter sin rejse i en lejr for spedalske.

Franciskanerne opretholder en vis orden i lejren, og Dr. Colin, med speciale i spedalskhed, har et ateistisk og målrettet syn på livet – det gælder om at hjælpe og helbrede, fordi mennesker lider. Han kæmper, og han fortsætter med at kæmpe. Måske fordi han ikke mangler følesansen.

Selv ved verdens ende kan vores hovedperson ikke afsondre sig fra det, han kom fra, og de valg, han har truffet, den måde, han har levet på. Romanens motor er, om hans følelser bliver vakt igen, for hvordan er vi ellers mennesker?

Jeg havde glemt, hvordan Graham Greene skriver. Ironien, skarpheden, humoren, sproget og ikke mindst forholdet mellem personerne. Det er så tindrende klart. Og den moderne opfattelse af verden, skellet mellem religionen og ateismen, det kyniske, det logiske og ikke mindst de mennesker, der kun hører deres egen version af andre, Rycker, den selvforelskede oliefabrikant, den salvelsesfulde Father Thomas og journalisten – de, der drejer verden og menneskene i den, så den og de passer til deres billeder af den.

Og ikke mindst forsøger verden af fuld kraft at passe Querry ind i ideen om “den gode mand”, den selvopofrende. Og spørgsmålet er vel så, om han er den tomme skal af et menneske, han forstår sig selv som, eller om der er mere i ham, end som så.

Det er ikke imødekommende overfor sin læser, at lade sin roman foregå i en lejr for spedalske. Det er på en måde at gøre det så svært for læseren som muligt at gå igang med bogen. Der var en gang, hvor man vidste, at det kunne betale sig at læse en roman netop derfor.

Nu vil jeg gå på jagt efter flere glemte romaner i kasserne.

Én kommentar til “Graham Greene revisited”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *