Lever man videre?

Lever man videre?

Der er ingen vold i romanen ”Gennem en hinde af is”. Ingen overgreb. Ingen stoffer og kun et gennemsnitligt overforbrug af rødvin.

Når Annes voksne søn, Thomas, bryder med hende, må hun lede andre steder efter forklaringer. Så hun kan prøve at forstå, hvorfor han tager så dramatisk et skridt.

”Du skal ikke ringe, mor. Vi skal ikke have mere med hinanden at gøre.”

For mig handler det ikke om placering af skyld men om at undersøge, hvordan følelsen af skyld kan være. Det handler ikke om at skamme moren eller sønnen ud, men om at undersøge følelsen af skam.

”Mens hun hænger frakken over stoleryggen, spekulerer hun på hvordan man siger at ens søn ikke vil se én mere.”

Anne vil, som jeg ser hende, gøre hvad som helst for at få sin søn i tale igen. Hun rejser til Indien efter ham, men angsten for at miste ham igen, at han virkelig ikke vil have mere med hende at gøre, griber hende, og hun mister noget af sin handlekraft.

“Pigen piler over gaden med retning mod hende. Hun strækker den spinkle snavsede hånd frem mod hende, men ikke for at tigge. Der ligger en lille hvid seddel inde i hånden. Anne tager imod den. Pigen holder stadig hånden frem, og hun forstår, finder mønterne og giver hende dem. Pigen går lidt hen ad fortovet.

Anne folder papiret ud. Det er hans skrift. Du må tage hjem igen. Thomas.

Hun bliver selv forskrækket over den lyd der undslipper hendes mund. Dyb og mørk.”

Jeg vil gerne forstå – hvis ens barn vælger én fra, lever man så videre? Imploderer man som menneske og forsøger at bygge sig selv op igen indefra til et nyt hele? Krakeleret, men dog limet.

Og jo, der er også vold og overgreb i “Gennem en hinde af is”. I Annes møde med de kvinder, hun laver film om, ligger de historier også. Som bud på, hvordan livet også kan være, voldsomt.