Lever man videre?
Der er ingen vold i romanen ”Gennem en hinde af is”. Ingen overgreb. Ingen stoffer og kun et gennemsnitligt overforbrug af rødvin.
Når Annes voksne søn, Thomas, bryder med hende, må hun lede andre steder efter forklaringer. Så hun kan prøve at forstå, hvorfor han tager så dramatisk et skridt.
”Du skal ikke ringe, mor. Vi skal ikke have mere med hinanden at gøre.”
For mig handler det ikke om placering af skyld men om at undersøge, hvordan følelsen af skyld kan være. Det handler ikke om at skamme moren eller sønnen ud, men om at undersøge følelsen af skam.
”Mens hun hænger frakken over stoleryggen, spekulerer hun på hvordan man siger at ens søn ikke vil se én mere.”
Anne vil, som jeg ser hende, gøre hvad som helst for at få sin søn i tale igen. Hun rejser til Indien efter ham, men angsten for at miste ham igen, at han virkelig ikke vil have mere med hende at gøre, griber hende, og hun mister noget af sin handlekraft.
“Pigen piler over gaden med retning mod hende. Hun strækker den spinkle snavsede hånd frem mod hende, men ikke for at tigge. Der ligger en lille hvid seddel inde i hånden. Anne tager imod den. Pigen holder stadig hånden frem, og hun forstår, finder mønterne og giver hende dem. Pigen går lidt hen ad fortovet.
Anne folder papiret ud. Det er hans skrift. Du må tage hjem igen. Thomas.
Hun bliver selv forskrækket over den lyd der undslipper hendes mund. Dyb og mørk.”
Jeg vil gerne forstå – hvis ens barn vælger én fra, lever man så videre? Imploderer man som menneske og forsøger at bygge sig selv op igen indefra til et nyt hele? Krakeleret, men dog limet.
Og jo, der er også vold og overgreb i “Gennem en hinde af is”. I Annes møde med de kvinder, hun laver film om, ligger de historier også. Som bud på, hvordan livet også kan være, voldsomt.
Graham Greene revisited
Jeg har været en tur i Fransk Congo.
“A Burnt Out Case” af Graham Greene lå i en kasse med bøger fra min fars bogreol. Jeg troede, at jeg havde læst de Graham Greene bøger, der var at læse i hans reol, men ikke denne. Den er fra 1960. Om en mand, der ikke kan føle noget længere. En mand med succes, penge og kvinder. Som har fået nok, ikke mindst af sig selv. Querry rejser så langt væk, han kan komme. Til Fransk Congo. Hvor han slutter sin rejse i en lejr for spedalske.
Franciskanerne opretholder en vis orden i lejren, og Dr. Colin, med speciale i spedalskhed, har et ateistisk og målrettet syn på livet – det gælder om at hjælpe og helbrede, fordi mennesker lider. Han kæmper, og han fortsætter med at kæmpe. Måske fordi han ikke mangler følesansen.
Selv ved verdens ende kan vores hovedperson ikke afsondre sig fra det, han kom fra, og de valg, han har truffet, den måde, han har levet på. Romanens motor er, om hans følelser bliver vakt igen, for hvordan er vi ellers mennesker?
Jeg havde glemt, hvordan Graham Greene skriver. Ironien, skarpheden, humoren, sproget og ikke mindst forholdet mellem personerne. Det er så tindrende klart. Og den moderne opfattelse af verden, skellet mellem religionen og ateismen, det kyniske, det logiske og ikke mindst de mennesker, der kun hører deres egen version af andre, Rycker, den selvforelskede oliefabrikant, den salvelsesfulde Father Thomas og journalisten – de, der drejer verden og menneskene i den, så den og de passer til deres billeder af den.
Og ikke mindst forsøger verden af fuld kraft at passe Querry ind i ideen om “den gode mand”, den selvopofrende. Og spørgsmålet er vel så, om han er den tomme skal af et menneske, han forstår sig selv som, eller om der er mere i ham, end som så.
Det er ikke imødekommende overfor sin læser, at lade sin roman foregå i en lejr for spedalske. Det er på en måde at gøre det så svært for læseren som muligt at gå igang med bogen. Der var en gang, hvor man vidste, at det kunne betale sig at læse en roman netop derfor.
Nu vil jeg gå på jagt efter flere glemte romaner i kasserne.