Arrangementer

Følg med her

 

Tirsdag den 13. august fra 16 – 21

Deltager jeg i litteraturfestivalen MØD VERDEN. Kl. 19.15 læser jeg op fra GENNEM EN HINDE AF IS og taler om romanen med forfatter og festivalarrangør Michael Svennevig

Festivalen løber af stablen over 5 dage i 5 bydele af København – 90 kunstnere deltager.

Det bliver en festlig eftermiddag og aften – kom og vær med og mød andre forfattere og kunstnere også!

Det foregår i Global Art Gallery, Skalbakken 8A, Vanløse.

Læs mere om festivalen her: MØD VERDEN

 

I hælene på udgivelsen af GENNEM EN HINDE AF IS deltog jeg i flere fine arrangementer. På Charlottenborg, på Bogforum, i en kirke, en café, på biblioteker. Litteraturen og læserne findes alle vegne!

Bogforum 2018: oplæsning og samtale med Sten Jacobsen

Det var dejligt at komme ud med Anne og Thomas. Jeg var nervøs for, hvordan læsere ville møde dem, bange for fordømmelserne af dem begge, i virkeligheden. Men min oplevelse har snarere været det, litteraturen netop kan give – indlevelse og forståelse, refleksioner over, hvordan vi er som moderne mennesker i forholdet til hinanden. Samtalerne udvidede min egen forståelse – tak for dem!

Lyt også til min samtale med forfatter, dramatiker og festivalleder Michael Svennevig, om romanen:

https://svennevig.podbean.com/e/maria-lundborg-gennem-en-hinde-af-is/

 

AFHOLDTE ARRANGEMENTER

Lørdag den 25. maj kl. 11.30 – 12.30:

I godt selskab med med forfatter Anders Haahr Rasmussen og forfatter Shekufe Tadayoni Heiberg læste jeg op fra GENNEM EN HINDE AF IS.
Broens Gadekøkken ved Inderhavnsbroen – popupscene for Lille Bogdag – litteraturfestival for de små forlag .

Lille Bogdag i Gadekøkkenet · Organiseret af Broens Gadekøkken og Lille Bogdag

 

Fredag d. 30. november, Kristkirken, Enghave Plads, kl. 19 – 21: Litterær Salon

I den smukke kirke på Vesterbro var Mette Gramstrup vært. Jeg læste udvalgte afsnit fra min roman “Gennem en hinde af is” og fortalte om baggrunden for romanen. Derefter var der samtale med publikum om de læste afsnit og bogens hovedtema: når voksne børn slår hånden af deres forældre.

 

Søndag den 18. november kl. 15.00 hos Skotte&Stentoft: Litt Talk

Vi drak den bedste kaffe på den dejlige stationscafé i Sorø – og havde den bedste samtale med deltagerne. Så mange spørgsmål og refleksioner over emnet, om hvordan vi er forældre, om nærvær midt i al hurlumhejet og alt det, vi gerne vil (op)nå.

Oplægget var:

”Tænk, hvis min søn forlod mig.”

En Litt Talk om bruddet mellem Anne og hendes søn, Thomas, i debutromanen ”Gennem en hinde af is.”

”Hun står stadig midt i stuen og kan ikke bevæge sig nogen steder hen, for døren er lukket bag ham, vi skal ikke have mere med hinanden at gøre, og selvom hun gerne vil løbe efter ham, råbe at han skal standse, at det ikke kan være rigtigt: ”Vi kan vel snakke sammen, Thomas,” holder noget hende tilbage.”

I min Litt Talk hos Skotte & Stentoft talte jeg om, hvordan Anne, hovedpersonen i romanen ”Gennem en hinde af is”, på den ene side er et drevet og engageret menneske, på den anden side har svært ved at se dem, der står hende nærmest. Om det moderne menneskes dilemma mellem et meningsfyldt arbejde familien.

 

AFLYST Torsdag den 8. november kl. 19.00 i Kastrup Kirke: Oplæsning

Dialogandagt i Kastrup Kirke. Temaet er sorg. Forfatter Ida Graunbøl og jeg læser op.

 

Fredag den 26. oktober kl. 15.00: BOGFORUM, forlaget Apuleius’ Æsels stand C3-032

Oplæsning fra “Gennem en hinde af is” og samtale med min redaktør og forlægger, Sten Jacobsen.

Sten inviterede til samtale fra den første gang, han skrev, at forlaget ville antage mit manuskript til udgivelse. Sten får mig til at tænke længere, end jeg ville på egen hånd, tilfører andre vinkler til romanen, og jeg oplever altid en samtale med Sten, som regel per mail, som enormt interessant og opløftende (han er også god til at rose!)

Vi talte om romanens emne, at et voksent barn bryder med familien. Om Anne som moderne menneske. Om svigtet, vi genkender i os selv. At være drevet og nærsynet på én gang.

Det var en intens samtale midt i det vilde og fantastiske gedemarked, Bogforum er. Jeg var så glad for at være med!

 

Mandag den 24. september kl. 18.30-21.00:

Sorø Bibliotek, foto Elisabeth Tellerup –
Sådan en dejlig aften!

Oplæg om og oplæsning fra “Gennem en hinde af is”.

Det var en fornøjelse at møde læserne i læsekredsene på Sorø Bibliotek! Mange engagerede læsere, stille lytten, som efter mit oplæg udmøntede sig i mange gode spørgsmål og samtale om, hvad en deltager kaldte et “universelt emne” – altså forholdet mellem forældre og børn, og at leve i en moderne verden som et moderne menneske, der gerne vil udfordres og samtidig bevare forholdet til de nærmeste, ikke mindst barnet.

Retorikprofessor ved Københavns Universitet, Christian Kock, talte om litteraturen som oplevelse fremfor som budskab. Det var et arrangement for læsekredse og andre interesserede på Sorø Bibliotek. Kom og vær med!

https://www.soroebib.dk/arrangementer/voksne/arrangement-laesekredse

 

Lørdag den 12. maj  læste jeg op fra “Gennem en hinde af is”  ved Lille Bogdag i Kunsthal Charlottenborg.

Forlaget Apuleius’ Æsel havde en stand til Lille Bogdag, hvor man kunne finde de fineste titler og smukke bøger. Forlaget var på Charlottenborg både lørdag den 12. og søndag den 13. maj.

Der var et hav af andre af de små forlag med store forlæggere og kunstere, som fremviste deres bøger. Oplæsninger, musik… inspiration!

 

Lørdag den 21. april 2018 var der maratonoplæsning på Hørve Bibliotek arrangeret af forfatter Charlotte Weitze og Jacob Antvorskov. En lille by et stenkast fra Vallekilde, et lille bibliotek, som er lukningstruet – stedet der kan samle, give frirum, et moderne forsamlingshus. Blandt mange andre oplæsere, bla. Charlotte Weitze selv, som læste op fra sin fantastiske novellesamling “Det Hvide Kvarter”, læste jeg op fra “Gennem en hinde af is”.

TV2/Øst kom forbi!

 

 

Fredag den 13. april 2018 udkom “Gennem en hinde af is” på forlaget Apuleius’ Æsel.

Der var den skønneste bogrelease i Thiemers Salon, Thiemers Magasin, Tullinsgade 24,  København V.

Forlæggerne holdt tale, jeg holdt tale og fik lov at læse op, og jeg signerede omkring 40 bøger på et par timer, glad og taknemmelig.